|
’Bunbury eller the Importance of being Earnest’
Aarhus Teater, Store Scene
Gæstespil fra Det Kgl. Teater
30. april – 19. maj
Fødselaren Birthe Neumann overstråler sine medspillere i Det
Kongelige Teaters ubeslutsomme opsætning af Oscar Wildes ’Bunbury’.
Da tæppet går for første akt, overraskes man af scenografiens
jomfruelige hvidhed, der skal tilskrives den debuterende scenograf,
arkitekten Bjarke Ingels. Et antal hvide stole, et par hvide divaner
og et bord på hvid baggrund er ikke hvad man forventer af et
scenerum, der skal danne rammen om Oscar Wildes dekadente
overklassesatire. Der går imidlertid heller ikke lang tid før den
næsvise kammertjener Lane (fint spillet af Johannes Lilleøre) kommer
vimsende og begynder at dække de hvide genstande med stoffer i varme
og gyldne farver. Siden trækkes også et spraglet bagtæppe ud, fikst
udstyret med lynlåse som døre. Metaforen synes nærliggende: Under
den pralende, guldskinnende overflade, som overklassens livsførelse
udgør, lurer et tomt, hvidt intet.
Handlingen lader sig umuligt reducere til et bare nogenlunde
fordøjeligt format, men det er netop en pointe i sig selv. Det hele
udfolder sig som en hastig eskalerende, grotesk parodi på
forvekslingskomedien. De to venner, Algernon Moncrieff (Søren
Sætter-Lassen) og John Worthing (Ole Lemmeke) kurtiserer hver sin
unge pige, henholdsvis den barnlige Cecily Cardew (Signe Vaupel) og
den beregnende Gwendolen Fairfax (Beate Bille), der imidlertid kun
vil gifte sig med mænd, som hedder Ernest. Heraf stykkets
originaltitel, The Importance of Being Earnest. Earnestness (alvor,
oprigtighed) er så afgjort en mangelvare i stykkets univers. Skal
der vælges mellem den bekvemme løgn og den ubehagelige sandhed, står
løgnen uden tvivl stærkest i konkurrencen.
’Bunbury’ udspiller sig altså som letbenet situationskomik, men
stykket er samtidig en tidstypisk eksponering af overklassens
kedsomhed og moralske fordærv. Det er ofte et problem med stykker af
denne art, at man fornemmer en tøven i opsætningen: Tør instruktøren
(Lars Kaalund) stole på, at selve teksten kan bære – at der er noget
for publikum at komme efter i en satire fra Dronning Victorias tid
(1895) – eller skal han snarere fokusere på det komiske potentiale
og satse på klovnerierne? I dette tilfælde ender det med en lidt
ubeslutsom forestilling, hvor man fornemmer, at nogle af de mere
lavkomiske indfald er indlagt som comic reliefs, fordi teksten har
været svær at arbejde med. Flere af skuespillerne har
bemærkelsesværdige vanskeligheder med at forløse det komiske
potentiale, der ligger i replikkerne selv.
Så meget desto mere iøjnefaldende er det, da Birthe Neumann indtager
scenen i rollen som den dominerende Lady Bracknell. Med en unik
timing og diktion får hun leveret stort set hver eneste af sine
mange punchlines så det afstedkommer bølger af latter i salen. Der
kan derfor også spores et vist savn i 2. akt, hvor Lady Bracknell
ikke optræder.
Stykkets 3. akt fungerer klart bedst, hvilket ikke mindst skyldes
den øgede frekvens af entreer og sortier, som føjer dynamik til den
i passager noget statiske opsætning. Det er dog atter Neumann som
for alvor skaber den store begejstring. Et af salens største
latterbrøl afstedkommer hun, da hun træder ind på scenen et stykke
henne i 3. akt – og det sågar uden så meget som at åbne munden.
Latteren skyldes blot mimik, et bizart kostume og en ikke undselig
paryk. Cadeau til kostumedesigner Anja Vang Kragh, hvis kreationer
er alt for meget på den helt rigtige måde.
Lady Bracknells paryk havde imidlertid ikke gjort så stor lykke,
hvis Neumann ikke allerede forinden havde etableret en figur, som
publikum havde store forventninger til og som skulle bære stykket
hjem. Når det alligevel ikke helt lykkedes, skyldes det nok at
opsætningen satte sig mellem to stole, og meget kunne have været
opnået ved en større konsekvens: Enten at tro på teksten og lade
handlingen udspille sig i det indledende, minimalistiske scenerum.
Eller tage skridtet fuldt ud og lave ægte slapstick uden fine
fornemmelser.
Birthe Neumann fyldte i øvrigt 60 år på premiereaftenen i Århus, og
selvom der var gode præstationer af især Signe Vaupel og Claus Bue
(Pastor Chasuble), så overstrålede fødselaren sine medspillere og
bekræftede sin status som en af landets allerstørste skuespillere.
Iscenesættelse: Lars Kaalund. Scenografi: Bjarke Ingels.
Kostumedesign: Anja Vang Kragh. Lysdesign: Peter Glatz.
Oversættelse: Holger Bech. Medvirkende: Ole Lemmeke, Søren
Sætter-Lassen, Birthe Neumann, Beate Bille, Signe Vaupel, Helle
Hertz, Claus Bue, Johannes Lilleøre og Peter Rygaard.
|