’Idioten’
Aarhus Teater, Scala
7. dec. – 12. jan.

Martin Greis imponerer i hovedrollen som den troskyldige Fyrst Mysjkin i Aarhus Teaters ambitiøse, men lidt harmløse opsætning af Dostojevskijs klassiker.

Hører man som jeg til blandt den del af befolkningen, hvis kendskab til Dostojevskij forfatterskab er pinligt begrænset – ja så er der lige nu muligheden for at få lukket ét af sine litterære klassiker-huller. Alt der kræves er blot at aflægge Aarhus Teater en snarlig visit. Her er Dostojevskijs gigantværk ’Idioten’ fra 1867 nemlig omsat til tre timers komprimeret teaterforestilling. Og historien fejler bestemt ikke noget, viser det hurtigt…

’Idioten’ er en skæbnetung beretning om den unge Fyrst Mysjkin (Martin Greis), hvis uforbeholdne ærlighed og tro på det gode i mennesket konstant misforstås og betragtes som ren idioti af omverdenen. Fyrsten, der netop er hjemvendt til Skt. Petersborg efter et længere sygdomsophold i Schweiz, møder alt og alle med åbne arme og optages derfor hurtigt i kredsen af Skt. Petersborgs finere borgerskab. Han indser imidlertid ikke, at han i virkeligheden er omgivet af magtliderlige mennesker, og snart er den stakkels fyrste hvirvlet ind i intriger og et trekantsdrama, der for alvor sætter hans godhed på prøve.

Et spændende bekendtskab
’Idioten’ er bestemt et spændende bekendtskab. På en gang underholdende, dybsindig og vældig sørgelig. Og er man ikke på forhånd bekendt med historiens overraskende slutning, rummer denne en foruroligende drejning, der løfter handlingen op på et mere filosofisk plan. Uden at røbe for meget vendes der her op og ned på vores forståelse af hovedpersonen. Spørgsmålet om, hvorvidt man alligevel kan sætte en art lighedstegn mellem idioti og rendyrket godhed – hvad handlingen hertil ellers synes at modbevise – bliver ubehageligt nærværende.

Og skulle man nu kende historien på forhånd, er der heldigvis meget andet at glæde sig over i Aarhus Teaters ambitiøse opsætning. Blandt andet fornøjer man sig i selskab med en lang række af teatrets både yngre og mere garvede skuespillere, der alle på dejlig skabagtig vis kæmper om vores opmærksomhed. I Rune David Grues iscenesættelse er handlingen nemlig henlagt til en yuppie-verden, hvor personernes krukkede selviscenesættelser og konstante champagne-drikkeri etablerer en vellykket kontrast til Fyrst Mysjkins kejtede fremtræden.

Det hele er desuden fint understøttet af Palle Steen Christensens eksklusive lounge-scenografi og Ida Marie Ellekildes farverige ’her kommer jeg’-kostumer.

Pragtpræstation af Martin Greis
Men at ’Idioten’ er en seværdig oplevelse skal dog i mindst lige så høj grad tilskrives, at Martin Greis (der blev landskendt som lillebroren Henrik i ’Krøniken’) leverer en pragtpræstation som Fyrst Mysjkin. Med lige dele varme, kløgt og charmerende naivitet tilfører Greis den troskyldige Mysjkin en underspillet troværdighed, der sikrer, at vi bevarer indlevelse og fokus i handlingen. I næsten samtlige af forestillingens tre timer er han vores faste holdepunkt på scenen. Til dato hans største – og bedste – rolle på teatret.

Omkring hovedpersonen fornøjer man sig især over Claes Bangs sleske millionarving Parfjon Rogozjin, Inge Sofie Skovboes forfjamskede og alligevel elskværdige generalinde og Kristine Nørgaards forkælede Aglaja, hvis vægelsindede kamp for at vinde fyrstens gunst udgør en væsentlig del af forestillingens komiske fremdrift.

’Idioten’ er underholdende og velformidlet teater om menneskelige relationer med godheden og dens konsekvenser som omdrejningspunkt. Desværre fylder farligheden i forestillingen ikke helt så meget, som man kunne have håbet. Det er som om den satiriske udstilling af borgerlighedens prestigedyrkelse og hulhed undertiden drukner en smule til fordel for de komiske indslag i den lette genre.

En fornøjelig aften i selskab med en charmerende idiot.
 

Iscenesættelse: Rune David Grue.

Efter tragedien. Martin Greis som Fyrst Mysjkin i ’Idioten’. Foto: Jan Jul.