|
’Tørklædemonologerne’
Aarhus Teater, Snedkeriet
14. april – 19. maj
Aarhus Teaters nye scene, Snedkeriet, blev indviet med duften af
myntete, Turkish Delight og intime kvindefortællinger.
Hvor frelst og politisk korrekt kan teater da lige blive? Sådan var
min umiddelbare tanke efter at have læst konceptet bag Andrea Ter
Avast Dahms og Mette Wolf Iversens aktuelle forestilling
’Tørklæde-monologerne’.
Forestillingen er baseret på interviews med en stor gruppe kvinder
med vidt forskellig baggrund men med det tilfælles, at tørklædet
spiller en afgørende rolle i deres liv. Intentionen er således, at
»give taletid til nogle af de kvinder, de fleste af os har en mening
om, men som vi sjældent taler med«, lyder det i programmet.
Sympatisk og velment, men ikke umiddelbart den mest indlysende
dramatiske sællert. I forhold til den oplagte inspirationskilde,
’Vaginamonologerne’ (Eve Ensler), der har gået sin sejrsgang på
teatre verden over, synes der at mangle lidt spræl.
Det var altså ikke uden en vis skepsis, at jeres anmelder blev mødt
af aftenens fire skuespillere, der iført farvestrålende dragter og
en smittende hjertelighed førte publikum ind i teatrets elevator og
op til den lille nye intimscene, Snedkeriet. Her blev der budt på
Turkish Delight, mens vi satte os til rette bag det store
cirkelformede gulvtæppe til tonerne af stemningsfuld orientalsk
musik og en sød duft af myntete. Under elevatorturen var vi blevet
mindet om, at ’Tørklædemonologerne’ er baseret på virkelige kvinders
virkelige beretninger, og at skuespillerne håbede på at gøre disse
kvinder levende for os.
Det lykkedes faktisk. Når ’Tørklædemonologerne’ er et seværdigt og
helstøbt produkt, skyldes det – udover de veloplagte
skuespillerpræstationer – i høj grad, at Madeleine Røn Juul i sin
iscenesættelse formår at skabe en fin balance mellem dyb alvor og (tragi-)komik.
Rækkefølgen af de 16 monologer, vi møder i stykket, er velvalgt og
det fungerer som et glimrende comic relief, når skuespillerne
undertiden afbryder hinanden – enten for at stille spørgsmål eller
fordi de tilsyneladende mener, at deres egen historie er mere
interessant. Denne interaktion giver monologerne et befriende
uhøjtideligt præg og fungerer samtidig som små cliffhangers, der
binder montageformen sammen.
Ikke mindst derfor bliver det urkomisk og tåkrummende pinligt, når
vi hører den 38-årige danske kvinde (Anne-Vibeke Mogensen), der med
passioneret alvor i stemmen harcelerer over, hvor nemt det må være
for indvandrekvinder at gemme sig bag tørklædet. For som hun
ræsonnerer »Det er sgu da mig, der har problemerne. Som skal være
sød og sjov og lækker og overskudsagtig.«
Aftenens mest rørende og billedskabende monolog blev fremført af
Marie Tafdrup. Den handler om dengang hendes mor, som er analfabet,
blev nægtet hjælp til at finde vej i Københavns lufthavn og vækker
på én gang sympati og harme. Gid man kunne sige undskyld på Danmarks
vegne!
En indbygget fare ved montageformen er naturligvis, at ikke alle
dele fungerer lige godt. Jeg tabte da også tråden et par gange
undervejs, men det ændrer ikke det overordnede indtryk af, at
’Tørklædemonologerne’ bestemt er en værdig indvielse af Snedkeriets
smukke scenerum. Og fordi skuespillerne med stor indlevelse
forsvarer deres monologers synspunkter uanset indholdet, påduttes vi
som tilskuere ikke nogen bestemt morale. Derimod præsenteres vi for
forskellige synspunkter og livsanskuelser – og det hele fremstår
slet ikke så politisk korrekt endda. På trods af de barske
fortællinger forlader man forestillingen med en varm og opløftet
fornemmelse i kroppen.
|