’Mandela’
Bådteatret.
10 okt. - 10. nov.

Rolf Heims doku-poetiske portræt af Nelson Mandela er både fantasifuldt, finurligt og flertydigt i sin iscenesættelse, og man mærker hans stærke sans for kroppen i rummet. Men måske er det selv samme kreative overflod, der gør, at forestillingens dybe og universelle budskab falder så sent i forløbet.

Forestillingen er især af interesse for dem, som på en eller anden måde har hørt om. Nelson Mandelas heroiske bedrifter, men ikke er så bekendte med de nærmere historiske og personlige omstændigheder i denne store mands liv og virke. Forestillingen er også startskuddet på Bådteatrets sæson 07/08, der som tema har dokumentarteater – en teaterform, som blander dokumentarfortællingens faktuelle virkelighedsplan med teaterets legesyge spil med rum, billeder, stemninger og associationer. I instruktøren Rolf Heims hænder stiller denne spillestil store krav til publikums fantasi og fleksibilitet, hvilket kun gør forestillingen
endnu mere nærværende og engagerende.

Distance og nærhed
I et meget minimalistisk indrettet scenerum springer skuespillerne i hurtige skift mellem den direkte fortælling og den agerende indlevelse. Og Rolf Heim spiller kunstnerisk-anarkistisk på alle tænkelige tangenter, når det gælder formidlingen af historiens personer, steder og stemninger. Således går skuespillerne ind og ud af deres egne og hinandens roller, og takket være Bådteatrets intime teaterrum kan man sagtens følge med. Scenografien er kogt ned til en mandshøj bygning, som rummer 3 klaustrofobisk små celler, som skuespillerne pendler ind og ud af med professionelt overskud og en dramatisk stram timing. Størstedelen af forestillingen omhandler Mandelas 27 år i fængsel og arbejder sig frem til et budskab om en af menneskehedens største udfordringer og gåder: Den menneskelige ånds evne til tilgivelse - og dermed frihed. Lyssætningen, de løbende rolleskift og de mange symbolske og stærkt udtryksfulde stemningsbilleder er alt sammen med til at gøre historien vedkommende, til dels humoristisk fordøjelig og samtidig dybt bevægende.

Et stort menneske
Det er især historierne om de små, men afgørende og uselviske ting, som Mandela gjorde i fængslet overfor sine medindsatte, der giver én et billede af denne folkehelts sande medmenneskelige natur. Således kan Maria Rich i sin midlertidige rolle som medindsat, og trods den generelt lidt bombastiske og hektiske spillestil, lave nogle gribende afstikkere til en dybfølt forundring over Mandelas næstekærlige gerninger, som da han fx tømmer og renser hendes toiletspand, fordi hun selv er syg. Denne blandt mange scener viser Mandelas væsen og ydmyge selvopfattelse, og det er desværre først i forestillingens sidste ti minutter, at det virkelig går op for én og man får lov til at dvæle ved den erkendelse.

Som sagt, en kreativ, gribende og vedkommende forestilling om én af de helt store politiske og inspirerende skikkelser i det 20. århundrede.


 

Thomas Corneliussen & Ole Westh-Madsen.                                                     Foto: Bjarne Stæhr