|
Blodbadets Gud
Folketeatret
22.01.09 - 14.02.09
Blodbadets Gud er en fantastisk opsætning, der i Yasmina Rezas
simple og meget direkte ånd går rent ind hos publikum. Med
undertitlen ”Da Ferdinand slog to fortænder ud på Bruno” er der lagt
op til en diskussion om børneopdragelse, moralske skrupler,
værdikampe og det personlige sjæleliv. Alle pæne overflader, som den
vestlige, civiliserede kultur indeholder, bliver lagt på hylden til
fordel for dyriske og voldsomme verbale udbrud.
På en måde er det ligesom at nyde en god forestilling skrevet af
Moliére eller Holberg med et lille tvist af Ibsens alvorlige
realisme. For alvorligt, det er det. Situationerne og diskussionerne
kender vi alle på den ene eller anden måde, og vi ved hvor
alvorlige, og ubehagelige de er. Netop derfor griner vi, hele salen
griner og beskytter sig mod alvoren, og hvor dumme vi som mennesker
ser ud i akavede og ubehagelige situationer. Holberg brugte latteren
som middel til at forstå situationen bedre, fordi latter kræver, at
man tænker over, hvad der bliver sagt.
Geniale modsætninger
Ulla Gottlieb har som instruktør valgt noget i samme stil dog med et
twist af alvor, hvor man som publikum ikke ved, om man skal græde,
grine, eller tage den alvorlige og koncentrerede teatermine på.
Yasmina Reza er imod, at man griner af hendes ”komedier”, da hun
netop mener at disse er dybt tragiske og burde tages alvorligt.
Gottlieb har i den sammenhæng valgt en fascinerende løsning, hvor
man som publikum griner sig igennem opsætningen, selv i de mest
groteske og alvorlige scener, hvor man egentlig burde græmmes og
føle en vis foragt over sig selv. Netop denne latter giver til sidst
en kvalmende og ulækker indre fornemmelse, som tvinger maven til at
vende sig en ekstra omgang når Lars Mikkelsen som Michel tørrer bræk
af Véroniques, spillet af Julie Carlsen, kunstbøger.
Verbalt blodbad
Skuespillet er ægte, realistisk, levende og meget menneskeligt uden
teatralsk distance. Dog bliver man nogle gange i tvivl om hvorvidt,
det er meningen, at vi skal grine af de fire mennesker på scenen,
eller om vi skal finde den alvorlige mine frem, når Ditte Gråbøl og
Henrik Prips groteske forhold viser ulmende undertoner. Dette gør,
at ”Blodbadets Gud” får fem ud af seks masker, da balancen kunne
være lavet mere stabil.
Men alt i alt er det en forrygende underholdende og alvorlig
forestilling med fokus på godt skuespil og menneskelighed i al
almindelighed, der for en gangs skyld ikke bliver gemt væk bag fine
kostumer, rekvisitter eller påtagede attributter.
|