'Havfruen'
Gasværket
indtil 31/12 07

Katrine Wiedemanns gribende og billedpoetiske forestilling om den lille havfrue lider en smule under de traditionelle cirkuskonventioner, som ny cirkus gruppen Cirkus Cirkör tager med over i det sceniske udtryk. Således går det ud over dybden og indlevelsen, når der er passager med rent artisteri, som konventionen tro belønnes med bifald.

’Havfruen’ havde premiere i Kedelsmedjen på Holmen i 2005 og modtog sidste år en række Reumertpriser for hhv. Årets Forestilling, Årets Instruktør og Årets Scenograf. I samspil med teatermultitalentet Martin Tulininus og den svenske ny cirkus gruppe Cirkus Cirkör har Wiedemann skabt en bevægende og billedpoetisk forestilling, hvis dramatiske dybde til tider desværre drænes af cirkusgenrens præstationsæstetik.

Tulinius’ enkle og stiliserede scenografi giver os både indblik i havfruernes og menneskenes forskellige verdener. Under havoverfladen ser vi havfruerne lege i lange snørklede søplanter, og de bevæger sig ubesværet op og ned i rummet, på hovedet eller hængende i benene, som var de virkelig vægtløse. Netop illusionen om vægtløsheden udgør forestillingens største force og magi. Men også på landjorden ser vi atletiske sømænd, i farlige spring henover gulvet eller på trampolin, flettet ind i den gribende historie om den naive og idealistiske lille havfrue, der ofrer sit liv i kærlighed til menneskeprinsen. Melinda Kinnamann, som også spillede havfruen i første omgang, leverer den rigtige blanding af teenage-trods, idealisme og uskyld i sit portræt af den kun 15-årige egensindige og forelskede havfrue.

I hovedparten af forestillingen går akrobatik, billedmagi og drama op i en højere scenisk enhed. Blandt forestillingens højdepunkter hører den både dramatisk ladede og teknisk imponerende scene, hvor havfruen vil redde prinsen fra druknedøden. På andre tidspunkter i forestillingen viser kombinationen af ny cirkus og drama sig mindre vellykket. Havfruernes dans omkring middagsbordet er fx atletisk set utrolig dygtig, men ikke videre funderet i den dramatiske handling, og derfor virker scenen snarere som fremvisning end som egentlig handling. Lignende akrobatiske passager forekommer flere gange i forestillingen, og på ægte cirkusmanér følges de op af et begejstret bifald fra publikum. Disse klapsalver er yderst velfortjente, men virker desværre distancerende på hele indlevelsen i forestillingen som sådan.

Selvom de medvirkendes atletiske evner i sig selv står til 5 stjerner, så forbliver helhedsindtrykket dog en smule opbrudt og fragmenteret pga. ovennævnte brud i handlingen. Men ikke desto mindre er det vanvittig dygtigt lavet, og forestillingens visuelle side leverer vidunderlige billeder til et vidunderligt eventyr.