Enetime

Teatret ved sorte hest
12. sept 08 - 18. okt 08

Det slår gnister mellem professoren og hans naive elev i deres uendelige leg om tiltrækning og frastødning. Luften mellem Enetimes to hovedrolleindehavere er brændende hed og intens – men varme kan få hjernen til at koge over, og desværre er professorens hukommelse ikke den eneste, der svinder i varmen.

Der er sex i luften fra det øjeblik, Peter Oliver Hansen og Laura Bro, som spiller henholdsvis professoren og hans naive elev, står på scenen samtidig. Med skiftevis svulmende og aftagende stemmeføring forfører de hinanden fra start til slut. Den seksuelle tone viser sig tilbagevendende som grov komik. Mia Lipschitz teatrale instruktion giver dem lov at ose af syndefuldt begær. Kemien er i den grad tilstede med den elektriske luft mellem hr. Hansen og frk. Bro, hvis samspil er gnistrende. Til gengæld kunne Peter Oliver Hansen godt have brug for en elektrisk opladning. Ligesom professorens hukommelse er vag, når det kommer til hans erfaringer med tidligere elever, lider hr. Hansens under svære hukommelsessvigt med hensyn til Eugène Ionescos snørklede skriverier.
Forestillingen bæres af samspilspræstationen og en kreativ nytænkende instruktør, der formår at tænkte videre på Ionescos absurde og grovkornede komiske gloser.

Elektrisk samspil
Det er samspillet – den statisk elektriske kraft mellem professoren og eleven, der bærer forestillingen frem. Bros udgave af den urealistisk ambitiøse elev bliver en parodi på en ”dum blondine” med hendes grublende ansigtsudtryk og blanke uforstående øje. I overensstemmelse med det teatrale stilvalg fra instruktørens side er hun distanceret fra den virkelige verden. Desværre er distancen konstant. Vi genkender hende som parodi, men ikke som et menneske fra vores hverdag. Derimod formår Hansen trods sine skrupler med de lange meningsforladte passager at skabe en karakter, der under den teatrale overflade bygger på et menneske fra virkelighedens verden. I glimt genkender vi figuren – og blot et øjeblik tror vi på, at han rent faktisk findes derude - denne sindssyge professor, der konsekvent overhører hushjælpen Maries advarsler om, hvordan det er gået hans tidligere elever. Trofaste Marie er en rå og dybsindig dame i Maria Stenzs karakterisering. Men det er ikke på de enkelte skuespillere, at vores øjne fæstes. Vi drages af spilrummet med dem. I det usagte ord, i blikkene, i afstanden mellem dem befinder sig en ladning af sprængfarlig energi, som opsuger os. Instruktøren har på imponerende vis leget med dette energifelt.

Kreativ og sexet fornyelse
Enetime er i Mia Lipschitzs opsætningen en evig leg - om begær og territorium. Hun eksperimenterer med rummet mellem skuespillerne. Med hendes dybt teatrale stil leger hun med pludselige forandringer og stilstand, uden at den spændte energi falder. Supplerende hertil er Simon Holk Witzanskys mobile scenografi, der konstant viser sig at rumme nye muligheder for, at sceneriets urskov af grønne planter kan omslutte den forførende leg.
Enetime er blevet placeret i nutiden, men uden at splintre Ionescos unikke 1950’er verdensbillede. Komikken har blot fået et ekstra lag af vores absurde virkelighed anno 2008. Forestillingen er i harmonerende balance mellem fortid og nutid – mellem Ionescos oprindelige absurde komedie og Mia Lipschitz kreative fornyelse. Under Lipschitz vejledning formår Peter Oliver Hansen, Laura Bro og Maria Stenz at skabe en dampende hed, unik og selvstændig version. Sorte Hests opsætning af Enetime er en sexet nyskabelse af Ioneskos komiske meningsløshed, der blot mangler den sidste finpudsning. I en absurd virkelighed anno 2008 udvikles en forførende liderlig kamp støt mellem professoren og hans naive elev for til sidst at ende i ”den lille død”.