’Woyzeck’
Aarhus Teater, Studio
12. okt. – 10. nov.

Et koldt oplyst flisegulv, tomt stirrende zombies og ildevarslende gysertoner: Büchners tragiske verdensklassiker fortolkes som et ekspressionistisk mareridt på Aarhus Teater.

Den tyske dramatiker George Büchner, der døde i 1837 kun 23 år gammel, nåede aldrig at færdiggøre manuskriptet til ’Woyzeck’. Alligevel lever hans historie om den fattige soldat Frans Woyzeck stadig i bedste velgående og kan med jævne mellemrum opleves på teatre verden over.

Et dystopisk skrækscenario
På Aarhus Teater er udfordringen lagt i hænderne på instruktør Eyðun Johannessen (der senest har iscenesat Marcel Prousts maraton-værk ’På sporet af den tabte tid’ på teatret). Og det hele starter ganske lovende. Ikke mindst takket være Manfred Blaimauers dystopiske scenografi, der på én gang vækker associationer til et slagtehus og til scener fra Robert Wienes ekspressionisme-klasssiker Dr. Caligari.

Midt i dette æstetiske skrækscenario møder vi den unge Frans Woyzeck (Søren Byder), der som led i et eksperiment har levet af ærter i tre måneder. Det er derfor ikke så underligt, at vores helt er begyndt at høre stemmer og opføre sig underligt. Men hvad gør det, så længe man kan tjene lidt ekstra håndører til sin søn og sin elskede Marie (Jeanette Lindbæk Larsen) – for størst er vel troskaben og kærligheden?

Hvad den stakkels Woyzeck imidlertid snart må sande er, at kærlighed og troskab er fremmede fugle i hans liv. Han nedgøres af alt og alle. Og da Marie falder for den virile tamburmajor (Jens Zacho Böye), tager vanviddet og jalousien for alvor overhånd.

God første halvdel
Stykkets første halvdel fungerer klart bedst. Med enkle, effektive virkemidler føres vi gradvist ind i Woyzecks hallucinerende sindstilstand, hvor drøm og virkelighed smelter uhyggeligt sammen i en form for poetisk realisme.

Selv i de mere komisk anlagte scener (herunder bl.a. et velfungerende gøglernummer) ledsages vi konstant af en ildevarslende, dyster undertone. Vi fornemmer, at tragedien er uundgåelig. Og skulle vi glemme det et øjeblik, har vi altid forestillingens stemningsskabende underlægningsmusik med dertilhørende horror-lydeffekter til at give os en reminder.

Også de skuespilmæssige højdepunkter ligger i stykkets første halvdel: Først giver Kim Veisgaard den gas som kæphøj kaptajn, der med sit insisterende grin ydmyger den arbejdsomme Woyzeck. På én gang komisk og modbydelig. Herefter tager Niels Ellegaard over som ondsindet, slesk doktor og beviser endnu en gang, at han formår at give en karakter, der let kunne være endt som en ligegyldig bøsse-kliche, både tyngde og troværdighed.

Taber pusten
På trods af de lovende takter i stykkets begyndelse, er det desværre som om luften efterhånden siver ud af ballonen i den sidste halvdel. Handlingen domineres her af en række monolog-scener, der virker tunge og lidt trættende i længden. Og flere skuespillere synes da også at måtte kæmpe for at holde liv i deres karakter.

Monolog-formen bevirker samtidig, at det hæderkronede ”Don’t tell it, show it”-mantra undertiden ignoreres. At Marie angrer sin affære og føler sig som et dårligt menneske formidles praktisk talt ved, at hun som aside-replik siger: »Ja, jeg er et dårligt menneske«. På den måde spænder forestillingen flere steder ben for vores indlevelse og har derfor også svært ved at svinge sig op til den afgørende klimaksscene, der da også kommer til at virke underligt udramatisk.

Hvad der kunne være blevet et uafrysteligt gysermareridt af tragiske undergangsdimensioner, ender således i stedet mere som en dagdrøm, der slutter inden den for alvor bliver uhyggelig.

Og den slags drømme er som bekendt hurtigt glemt igen.

 

Jeannette Lindbæk Larsen og Søren Bryder                                                Foto Hartmann Schmidt