« Tilbage

Stue-farlige superhelte er glimrende teater
af Heino Holst Hansen

Lovens Vogtere
Archauz
24/4 - 11/5 2011

Den moderne mand klædes af og på og klædes ud i superhelt-kostume i forfatter Lars Husums morsomme og vellykkede dramatikerdebut ”Lovens Vogtere”. Samtidig markerer forestillingen teatergruppen Von Badens 10 års jubilæum.
 

Selvtægt og småbørnsfamilier

Det hele starter med, at familiefaren Emil og hans lille datter overværer hashhandlere, der sparker en mand i hovedet i parken. Det får Emil og hans tegneserielæsende venner til at danne selvtægtsgruppen ”Lovens Vogtere”, der skal gøre parken sikker for småbørnsfamilierne. Og da de taber deres første slåskamp til en flok indvandrerdrenge, der går i folkeskolen, finder de i stedet en ældre og mere overkommelig skurk i skikkelse af en blotter, der ligner Niels Helveg Petersen (eller Marianne Jelved!). Ham jager de og lader deres undertrykte maskulinitet gå ud over.

Det kan lyde som en ret overstyret og kulørt omgang, men stykkets komiske styrke ligger lige præcist i, at både instruktør, dramatiker og skuespillere får det hele til at virke ganske realistisk.

 
Har du kigget i vinterskuffen?
Stykket handler ikke om superhelte. Det handler om manglen på dem. Eller rettere: om manglen på den maskulinitet superhelten repræsenterer.  Det er her stykket tager fat, og det er her Husums selvtægtskomedie for alvor tegner præcise billeder af nutidens mandetype. Når Emil ikke kan finde sine handsker, fordi kæresten har puttet dem i ”vinterskuffen” eller når hans ven, Gustav, af sin kæreste kaldes ”stue-farlig” frem for ”gade-farlig”, optegnes billeder fra parforhold på kvindens præmisser. Det er sjovt og pinligt. Og det er TV’ets situationskomedie tilsat teatrets charme og ægte latter. Det er stærkt underholdende teater til og om nutidens mennesker.

 
Skuespillere i super(helte) form
Der er fine skuespilpræstationer over hele linjen. Katrine Høj Andersen, der spiller de tre kærester, gør det så sjovt og øretæveindbydende, at det næppe er set lignende, siden Sofie Gråbøl pustede æg i Blinkende Lygter. Frederik Meldal Nørgaard lægger nervøst sitrende korpus til stykkets mest komiske karakter, den stue-farlige Gustav, der kaldes Basse og som så gerne vil vise kæresten, at han også kan være en stor abe (og dyrke beskidt sex frem for flinke-sex).  Den kuede og stærkt undertrykte Peter bliver i Henrik Vestergaards fortolkning udstyret med farlige psykopatiske træk og barnlig maskulinitet, mens familiefaren, Emil, får en realistisk og rørende dybde i Anders Brink Madsens nuancerede spil.
 
Tilsat Siggi Oli Palmasons velvalgte og simple stillads-scenografi og de nostalgiske toner fra tidlige tiders soundstracks til superheltefilm, går stykket op i en højere enhed af velvalgt enkelthed. En enkelthed, der netop i sin modsætning til superheltenes dystopiske universer, danner grundlag for komikken i de tre helt almindelige sofaer, der markerer vennernes forskellige lejligheder.

Det er Von Badens styrke, at de ikke forfalder til det teatralske, men i stedet dyrker den ”live cinema”, de efterhånden mestrer til perfektion.  Derfor bliver ”Lovens Vogtere” moderne og komisk dramatik, der klart kan anbefales til alle. Også til den generation, der ikke normalt lader deres medievante øjne beskue en teaterscene eller til de unge familiefædre, der normalt foretrækker en kold fadbamse på Århus Stadion frem for en tur i teatret.
 

Iscenesættelse: Morten Lundgaard
Dramatiker: Lars Husum. Scenografi: Siggi Oli Palmason. Medvirkende: Anders Brink Madsen, Frederik Meldal Nørgaard, Henrik Vestergaard og Kathrine Høj Andersen

Frederik M. Nørgaard, Henrik Vestergaard og Anders B. Madsen. Foto: Kim Glud.