« Tilbage

AMBASSADEN - nyt teater i Aarhus centrum
af Bjarke Eijgendaal

Toxic Slumbers
Ambassaden
Rosengade 11
6 gange - 2 juni 2012

Med kabareten ’Toxic Slumbers’ tager Aarhus nye teater og Comedy-scene Ambassaden hul på en spændende forårssæson i den lille intime scene i Rosensgade 11. Et væld af comedy, musik, dans og teaterforestillinger fylder programmet op og leverer et varieret udbud af forestillinger, der bestemt ser ud til at være et besøg værd.  Jeg håber at Ambassaden bliver et sted hvor intimitet og professionalisme har mulighed for at udforske og eksperimentere med teatrets former, som det sker i Toxic Slumbers.

Toxic Slumbers

’Toxic Slumbers’ tager sit udgangspunkt i den klassiske kabaret, og »tager tilskuerne med ind i en magisk verden, hvor alt kan ske«, lyder det i forestillingens program.  Og forestillingen holder, hvad den lover: ’Toxic Slumbers’ er på én gang både uforudsigelig, rodet, intim, charmerende, fræk og underholdende. 
Forestillingens fire performere – Miriam Swartz, Jon Stage, Hartvig Hansen og Marie Sjødin Græsholm – er godt castede og bidrager alle på forskellig vis til at underholde og overaske igennem showet.
Miriam Swartz udfolder sig bl.a. som trapezartist og vertikal danser (en danseart der foregår på vægen, hvor performeren er bundet op i en line fra loftet).  Jon Stage giver den gas med forskellige former for akrobatik og breakdance. Hartvig Hansen udfolder sine mange talenter på scenen med både sang, dans samt som meget dygtig tryllekunstner, mens Marie Sjødin Græsholm hovedsageligt bruger sin smukke stemme til at skabe de varierede stemninger, der flyder gennem stykket.
Forestillingen er samtidig en stærk musikalsk oplevelse, hvor de dødningehoved-malede musikere leverer spændende versioner af mange forskellige nummer, som f.eks. Dolly Partons ”Jolene”, Britney Spears ”Toxic” og Beatles ”Golden Slumbers”, hvor de to sidste lægger navn til forestillingen.  Med Jacob Danielsen i spidsen leverer de fire musikere et meddigtende lydtæppe til forestillingen, der understreger og fortolker skuespillernes fortællinger om kærlighed, sorg og længsel.

Godt show, kedelig cafémad

Som det sig hør og bør ved en ”rigtig” kabaret, serveres der før forestillingen en to-retters menu (fra Cafe Casablanca), såfremt man køber den lidt dyrere Dinner and Show-billet. Det behøver man nu ikke at gøre. Gem hellere pengene til en stor fadøl og en lille whisky-sjus. For man kommer i godt humør og får lyst til at fortsætte den musikalske rejse i Aarhus natteliv efter forestillingen (og så er der i øvrigt langt mere bid, saft og kraft i forestillingen – ikke mindst i den frække fortolkning af ”I’m The Underdog” – end en omgang halvkedelig og uopfindsom cafémad).
’Toxic Slumbers’ er en flot og vellykket start på et spændende repertoire. Teknikken drillede lidt på premiereaftenen, men det kan ikke rokke ved, at forestillingen er en anbefalelsesværdig musikalsk rejse på tværs af tid og musikalske genrer.

Teateranmeldelse.dk ønsker Ambassaden velkommen til og alt held og lykke med fremover.
Instruktør/ide: Mette Rønne
Medvirkende: Jon Stage, Hartvig Hansen, Marie Sjødin Græsholm, Miriam Swartz, Jacob danielsen, Søren Mehlsen, Michael vestbo, Thomas Sejthen. Konsulent: Hans Rønne, Magnus Errboe. Lys Design: Mads Maybom. Kostume Design: Diana Strele. Makeup: Sofie Overgaard Stenholt. Animation: Lasse Ritzou Bruntse.

Jon Stage og Miriam Swartz i vertical dans. Foto: Per Pedersen
www.teateranmeldelse.dk Ansvarlig Bjarke Eijgendaal kontakt: teater@teateranmeldelse.dk
FORSIDE
ANMELDELSER
LINKS
KONTAKT