I en teaterverden, hvor instruktører som Tue Biering og Christian Lollike med radikale nyfortolkninger som Jeppe på Bjerget rusker op i både form og forventning, er det bemærkelsesværdigt og forfriskende at opleve en opsætning, der står fast i det klassiske. The Sound of Music på Aarhus Teater vælger bevidst ikke at genopfinde fortællingen, men i stedet, at der også ligger dyb kraft i det, der tør holde fast i den oprindelige form – og gøre det med musikalitet, præcision og hjerte. at løfte den med respekt, musikalitet og varme – og det valg bærer smukt frugt.

Fra første tone i “The Hills Are Alive” står det klart, at vi er i trygge hænder. Den unge novice Maria (Amanda Friis Jürgensen) spilles med en stor energi og en sangstemme, der bærer både glæde og længsel. Musikken – så kendt og elsket – får her lov at leve frit og uden forbehold.

Det er især i forholdet mellem Maria og kaptajn von Trapp, (Jacob Madsen Kvols) at musikkens kraft træder tydeligt frem. Deres kærlighedshistorie er ikke blot en romance – den er en musikalsk opvågnen. Von Trapp, indledningsvis kold og disciplineret, bløder op i takt med, at tonerne igen får plads i hjemmet. Det er ikke ord, men sang, der åbner hans hjerte. Maria synger ikke for at imponere, men fordi hun ikke kan lade være – og det er netop det, der rører noget i ham. Og ligesom han bliver bevæget af musikken, bliver vi som publikum også det. Musikken gør præcis det, man håber på i en forestilling som denne – den griber fat i én og vækker følelser. Sangene bliver de båret frem med så stor indlevelse og musikalitet, at man som publikum bliver revet med og får lov at mærke det hele én gang til – helt inde under huden.

De syv von Trapp-børn er i sig selv et højdepunkt. Børnene imponerer både med deres musikalitet og deres indlevelse. De synger rent og klart, men der er også personlighed og nærvær i hver enkelt af dem. Deres samspil med Maria føles ægte, og i scener som “Do-Re-Mi” og “So Long, Farewell” er det tydeligt, hvor meget arbejde og hjerte, der ligger bag. De formår at gøre hver replik levende, og de bidrager med både energi, humor og varme.

Der er generelt stor ros til hele ensemblet, som løfter forestillingen med både solidt skuespil og imponerende vokale præstationer. Maria Skuladottir som abbedissen synger med en styrke og klarhed, der nærmest får en til at synke ned i sædet – helt ned på række 8 mærkes kraften i hendes stemme. Jacob Madsen Kvols bringer ro og autoritet til rollen som kaptajn von Trapp; hans sikre greb om både spil og sang skaber tryghed i salen og gør det nemt at overgive sig til historien og musikken. Nonnernes korsang er rørende og smukt afstemt, og sammen skaber hele holdet et musikalsk og dramatisk rum, hvor publikum føler sig fuldt og helt til stede. Det er en helstøbt og magisk oplevelse, båret af både dygtige enkelt præstationer og et velfungerende ensemble.

Forestillingen som helhed formår at holde fast i både de lette og de mørke toner – for bag sangene og smilene lurer truslen fra den ydre verden, nazismens fremmarch, som i sidste akt lægger en klog og nødvendig alvor ned over det hele.

The Sound of Music er en påmindelse om, at nogle historier ikke har brug for ny vinkel for at føles relevante. Hvor Lollikes Jeppe på bjerget udfordrer med vilde greb og moderne kant, viser The Sound of Music, at der også kan være en stærk kraft i det, der tør stå ved sin klassiske form. Det handler ikke om enten-eller, men om både-og. Tradition behøver ikke være stagnation. Nogle gange er det netop i det klassiske, at vi mærker noget ægte.

Og måske er det dét, The Sound of Music kan: minde os om, at kærlighed og håb ofte synges frem – og at en enkel melodi kan åbne døre, som ellers var lukket. Ikke kun for karaktererne på scenen, men også for os i salen.