« Tilbage

Fra klovn til menneske
af Heino Holst Hansen

'Dansk'
Svalegangen
7. okt. – 4. nov. 2017

Integrationskomedien ”Dansk” er heldigvis ikke alt for sjov.
 
Endelig. Efter utallige velmenende forestillinger om flygtninge, danskhed og udlændingepolitik, byder Svalegangen inden for til en forestilling, der så godt som undgår klicheerne, og samtidig formår at pege på fællesmængden: At mennesker gerne vil forstå og gerne vil forstås.
Måske fordi stykket er skrevet af dramatikeren, Aleksa Okanovic, der selv kom til Danmark som flygtningebarn, og måske fordi stykket er instrueret af Morten Lundgaard, der ikke ligefrem er kendt for en udpræget politisk korrekt tilgang til teatret. 

Inden jeg kommer for godt igang med at dykke ned i “Dansk”, må jeg komme med en disclaimer. Jeg kender Morten. Faktisk er jeg kollega med ham på Odder Højskole, og jeg har da også fået både en øl og en Underberg med ham på en tiltrøget bar på Torstrasse i Berlin. Derfor har jeg naturligvis ikke anmeldt ham på teateranmeldelse.dk, siden jeg lærte ham at kende. Skæbnen ville dog, at vi havde mandefald lørdag, og at jeg dermed pludselig befandt mig i ensom majestæt på Svalegangen. Jeg lånte en kuglepen af Morten, og med varedeklarationen på plads, endte det med denne anmeldelse.

Det er som sagt langt fra første gang, at flygtningeproblematikken er genstand for teatralsk behandling, men man ser heldigvis allerede fra start, at tilgangen her er en anden. Det teatralske er nemlig stærkt nedtonet i scenografien. I en genre, der har været præget af bacon, masser af røde pølser og endnu flere klaphatte, er det forfriskende at Stine Martinsens scenografi er som dansk 90’er arkitektur: Grå, stilren og gennemsigtig. Og det er disse upersonlige, skandinaviske omgivelser, der danner ramme for Aleksa Okanovics stykke om den syriske ingeniør, Hassan, der efter at være flygtet til Danmark, forsøger at forstå sit nye land og integrere sig i det. Som Hassan selv siger, er han ikke flygtet til Danmark for at få en praktikplads. Han vil være en fuldbyrdet del af sit nye land. Vi følger Hassan gennem en lang række scener med en lang række beige-klædte danskere lige fra den velmenende kommunalarbejder til den irriterende telefonsælger, racisten i vaskekælderen og den almindelige dansker i S-toget. 

Hassan spilles af Alvin Olid Bursøe, der dermed debuterer som professionel skuespiller. Sidst jeg så Alvin var han selveste Gud i Aarhus Teaters skuespillerskoles præsentationsstykke “De Rene Rum”, der var en bindegal og ualmindeligt vellykket forestilling, der lovede godt for skuespillerskolens 2017-årgang. I “Dansk” bliver Alvin i den grad kastet ud på det dybe vand. Han er den altdominerende hovedperson i stykket, og han leverer tæt på en pragtpræstation i rollen som Hassan. Han har ellers svære arbejdsbetingelser, fordi han skal spille i klovneskostume og senere blond paryk. Det udstyrsstykke er klart forestillingens største fejltagelse, og balancerer alt for tæt på revyen. Heldigvis formår Alvan at spille gennem de tåbelige beklædningsmæssige metaforer, og lykkedes med det, der er skuespillerens allersværeste opgave: At portrættere et menneske. At gøre Hassan levende.

Alvin får god hjælp fra resten af ensemblet. Rie Nørgaard gør det fremragende som alt fra kommunalarbejder til bagerkone, og Mads Nørby er også stærk som irriterende telefonsælger og ung-med-de-unge sprogskolelærer. Anna Nørh Tolstrup spiller Hassans danske kæreste, Liza, og herudover er hun æggende uhyggelig i en af forestillingens allerstærkeste scener. I pornobelysningens alt for røde skær, udstønner hun forførende en monolog, der lægger sig tæt op af Cheanne Nielsens berømte “de stjæler, de dræber”-tale på Dansk Folkeparts årsmøde 2016. “U-tak-nem-me-lig” stønner hun med største vellyst, og ordene rammer både publikum og Hassan på stærkeste vis. 

Lige så stærk er scenen fra vaskeriet, hvor en ældre, lettere racistisk kvinde, overfalder Hassan verbalt, inden han, ikke voldeligt, men med skolegårdens ubarmhjertige jargon begynder remsen om “Else Pelse der elsker pølse”. Publikum stemmer i, og det føles tydeligt, hvordan racisme næres med mobning som baggrund. Hassans overstadige, nærmest besatte, udsigelse af remsen spejles i scenen, hvor ensemblet manisk synger “Danmark du er et dejligt land”, og igen i forestillingens absolutte højdepunkt, nemlig den uforglemmelige juleaften, som Hassan fejrer med Liza og hendes forældre. Det er tåkrummende unaturligt. Pinligt og umådeligt morsomt spillet. Og måske der hvor forestillingen virkeligt rammer noget ægte dansk: den forstillede familiekomsammen, hvor det bare SKAL være hyggeligt. 

Det er påfaldende så lille en rolle religion spiller i “Dansk”. Den religiøse symbolik er nærmest reduceret til et par burkaklædte kvinder, der råber “Svin” til Hassan, og som i øvrigt er ret ligeglade med sprogunderviserens ellers udbredte engagement i specielt danske vokaler. På samme måde er krigen i Syrien også reduceret til et svagt bagtæppe. Det er måske det allerstærkeste ved Aleksa Okanovics tekst og forestillingen, at den i grunden slet ikke handler om flygtningeproblematikken, men snarere om at være menneske. Derfor kan vi allesammen være med i Hassans genvordigheder. At man ikke hører til. Lige dér har vi jo allesammen været, og det er den erfaring, “Dansk” bringer frem i os. Ikke med den løftede, men nærmere med den opløftede pegefinger, der siger til os alle. “Du er er menneske”. Punktum. 

Og uden at afsløre stykkets slutning, er det selvfølgelig ikke overraskende, at netop det at være et menneske, ikke ligefrem er det nemmeste på jorden.
 
 
Instruktion: Morten Lundgaard
Tekst: Aleksa Okanovic
Scenografi: Stine Martinsen

Medvirkende: Alvin Olid Bursøe, Anna Nøhr Tolstrup, Rie Nørgaard, Mads Nørby

Foto: Morten Fauerby // Montgomery