« Tilbage

Lyden af coolness og autotune
af Tom Rahbek
’Lyden af de skuldre vi står på’
Aarhus Teater
Store Scene
31. jan. – 12. mar. 2020

Simon Kvamms remix af den danske sangskat er et sjovt eksperiment, hvor salmer, folkeviser og andre klassiske sange fortolkes i et moderne elektronisk udtryk. Resultatet er fængende og originalt, men teksterne drukner i autotune og scenisk distance.
 
Hvis man ser bort fra den alt andet end mundrette titel, er ’Lyden af de skuldre vi står på’ en forestilling der emmer af coolness. Velproduceret, catchy og visuelt imponerende.
 
Med de to musikere Marie Højlund og Anders Boll placeret i hver sin loge, hvorfra de indkapsler scenen, skabes et dynamisk lydbillede, der går fint i spænd med forestillingens omskiftelige ”musikvideo-æstetik”. Christian Albrechtsens scenografi bevæger sig elegant mellem forskellige udtryk. Fra de minimalistiske og ensfarvede rum (med stærke associationer til musikvideoen bag Drake-hittet ’Hotline Bling’) over i sansemættede snelandskaber (som vi bl.a. oplever i fortolkningen af Grundtvigs ’Skyerne gråne og løvet falder’) for i næste nu at forvandle sig til et futuristisk univers af dansende diskokugler i fortolkningen af ’Sig månen langsomt hæver’.
 
Sådan har vi aldrig oplevet dem før. Guds greatest hits der møder 90’ernes house music og 00’ernes synthpop.

 
Væk med historisk støv
Simon Kvamm har udtalt, at intentionen bag teaterkoncerten er at rense vores sangskat for historisk støv; at nå ind til sangenes kerne og forvandle dem til moderne hits, der kunne blive spillet på radiostationen NOVA.
 
Uanset om man falder ind under NOVA-målgruppen eller ej, synes det oplagt at konstatere, at Kvamm og Co. i hvert fald lykkes med den sidste del af visionen.  ’Lyden af de skuldre vi står på’ former sig aftenen igennem som en melodiøs hit-parade over mere eller mindre kendte danske sange og salmer. Og det skaber begejstring i salen.
 
I det hele taget, er det nok det, som teaterkoncerten lykkes bedst med: at vise os, at de gamle sange og salmer
besidder en rytmisk popkvalitet – en melodiøs kerne om man vil – der gør, at de kan fortolkes elektronisk og nutidigt og dermed gøres lettilgængelige og umiddelbare.
 
Til gengæld bliver sangteksterne hverken mere levende eller rørende af den grund. Tværtimod. Vokalerne drukner undertiden fuldstændigt i autotune og lydeffekter, og det er virkelig en skam. Særligt fordi flere af Aarhus Teaters ellers dygtige skuespillere kommer til kort sangteknisk, når de skal konkurrere med de mange pulserende elektroniske rytmer.
 
Dermed ender teaterkoncerten som en visuelt flot men også lidt ensartet oplevelse, hvor man savner at få fortalt de historier, som sangene rummer.
 
Instruktør Nicolei Faber gør ellers et hæderligt forsøg på at skabe dramaturgisk sammenhæng ud fra temaet ”det gamle møder det nye”, men det lykkes aldrig helt at skabe en rød tråd gennem forestillingen. Nogle gange forekommer fortolkningen alt for konkret, som i folkevisen ’Agnete og havmanden’, hvor den 74-årige operasanger Lisbeth Baslevs klassiske vokal sættes overfor den unge Arian Kashefs autotunede vokal. En sjov konstellation. Og dét er så dét. Og andre gange for abstrakt, som i fortolkningen af ’I skovens dybe stille ro’, hvor et kæmpe dannebrogsflag truer med at tilintetgøre de tre fuglehoveder på scenen.
 
En god teaterkoncert kan, på linje med et godt covernummer, få en allerede kendt sangtekst til at stå frem på en helt ny måde. Det lykkes kun momentvis i ’Lyden af de skuldre vi står på’.
 
Man forlader teaterkoncerten i godt humør, men også underligt uberørt: Nå ja, sådan kan salmer altså også lyde…


 

’Lyden af de skuldre vi står på’. Foto: Emilia Therese