« Tilbage

Holberg med bar røv og kæphest
af Tom Rahbek
’Den Vægelsindede’
Aarhus Teater
Scala
4. sep. – 3. okt. 2020

Holbergs komedie ’Den Vægelsindede’ omsat til gakket western på Scala-scenen i Aarhus ender som en karikatur på eksperimenterede teater. 
 
Må man sådan bare flytte Holbergs klassiske forvekslingskomedie ’Den Vægelsindede’ til Det Vilde Vesten og så endda til et ufærdigt filmset på en spaghettiwestern? Selvfølgelig må man det. Essensen af Holberg ligger ikke i pudderparykker og malede kulisser, men snarere i hans evne til at spidde borgerskabet og hykleriet, og få os til at grine af os selv. Derfor rummer hans komedier et nærmest uendeligt potentiale af muligheder for at eksperimentere og lege med form og aktualitetsaspekter. Det har Aarhus Teater givet os flere vellykkede eksempler på – ikke mindst med Christian Lollikes rablende og helt vidunderlige gendigtning af ’Erasmus Montanus’ for et par år siden.
 
Og eksperimenteret  og leget bliver der så sandelig også i den på premiereaftenen over tre timer lange udgave af ’Den Vægelsindede’, der former sig som én lang rodebutik af slapstickkomik, improvisationsteater og postmoderne meta-greb. Der løbes, råbes og grines utroligt meget i denne forestilling, mens selve historien om den temperamentsfulde og omskiftelige Lucretia og hendes intriger mere fungerer som en alibi-historie for de fysiske løjer på scenen. Momentvis er det charmerende og sjovt, men den overvejende del af tiden er det trættende og forceret. 
 
 
Hvor er den samlende idé?
Iscenesættelsen er lagt i hænderne på den garvede franske koreograf og instruktør Laurent Chétouane. Han er kendt for sin procesorienterede tilgang, hvor en forestilling skal have mulighed for at bevæge sig i nye og uforudsete retninger. 
 
Spørgsmålet er imidlertid, hvilket nyt og uforudset potentiale der så åbner sig for os i denne udgave af Holbergs klassiker.  Hvad er det præcist vi skal med ’Den Vægelsindede’ iscenesat som selvrefleksiv ”performance-western”?
 
Vælger man – noget venligt – at gå med på præmissen, kunne man måske hævde, at forestillingens radikale og nyskabende greb består i at flytte stykkets tematiske motor (vægelsind) over på selve iscenesættelsen og dermed undersøge, hvilke komiske potentialer der opstår, når man blander kontrasterende idéer (det er ikke så mange!). 
 
Men uanset hvad, synes Chétouanes iscenesættelse – bevidst eller ej –  at kortslutte alle tilløb til at forløse en samlende idé. Det hele virker underligt gammeldags: Cowboys der karikeret kysser hinanden (ti-hi); scenerummets opløsning i rod og væsker; den ironiske ”ej, nu skal alle altså giftes”-slutning. Man sidder lidt med en fornemmelse af, at man sagtens kunne have siddet på Schaubühne i Berlin for 25 år siden og set fuldstændig den samme forestilling. 
 
På scenen kæmper skuespillerne en brav kamp for at holde dampen oppe. Blandt de gode momenter finder vi  Kjartan Hansens nærrige og finurlige Apicius, Nanna Bøttchers melodramatiske Pernille, Anders Baggesens selvpineriske tjernerfigur Christoffer. Alle bidrager de med sjove og gakkede indslag. 
 
Men overordnet set mangler forestillingen fremdrift og rytme. Mange af improvisationsscenerne bliver alt for lange og undertiden virker det som om, at skuespillerne har deres egen interne ”grinefest” – en fest der desværre ikke når ud til publikum. I det hele taget får man det indtryk, at skuespillerne er blevet ladt lidt i stikken i øveprocessen (det var en travl aften for suffløren til premieren). 
 
I den forbindelse må man tage (cowboy-)hatten af for Christian Hetland, der i rollen som Lucretias tjener kæmper med liv og sjæl for at skabe tempo og comic relief. Ikke mindst i forestillingens sidste halvdel, hvor Hetland har fået den noget utaknemmelige opgave at ride rundt på en kæphest med bar røv, rødmalet penis og indianerfjer. Var det mon helt nødvendigt?
 
Nuvel. Eksperimenter har en berettigelse – også når de ikke lykkes. Men come on Monsieur instruktør. 90’erne har ringet: de vil gerne have både deres improvisationsteater og deres kæphest tilbage.
 
 





Tunge skuldre. Christian Hetland kæmper bravt for at løfte forestillingen. Her helt konkret hovedrollen (Anne Plauborg). Foto: Rumle Skafte