« Tilbage

En hånd under kjolen
af Tom Rahbek
’Kærlighedens forrykte former’
Aarhus Teater
Stiklingen
6. nov. – 28. nov. 2020

Stefan Zweigs erotiske noveller om magtforhold og begær fortolkes med opfindsomhed og aktualitet i spændende samarbejde mellem Aarhus Teater og Den Danske Scenekunstskole.
 
Mørke, regn, mundbind og ingen alkohol efter kl. 22.00. Det er for alvor blevet »november, november, november, november« for nu at citere slutningen på Henrik Nordbrandts digt ’Året har 16 måneder’. Vi må finde de små lyspunkter, vi nu en gang kan (fx alkohol før kl. 22.00), og et dejligt eskapistisk et af slagsen spiller lige nu på den lille intimscene Stiklingen i Aarhus.
 
Faktisk er der tale om hele to forestillinger, der har fået den samlende titel ’Kærlighedens forrykte former’. Begge forestillinger er baseret på noveller af den østrigske forfatter Stefan Zweig, og det er studerende fra Den Danske Scenekunstskole, der har stået for både dramatisering og iscenesættelse. En spændende og vovet satsning fra Aarhus Teaters side. 
 

Det farlige begær
Heldigvis står aftenens to udvalgte novellestykker ’Brændende hemmelighed’ fra 1911 og ’Følelsernes forvirring ’ fra 1927 stærkt sammen. Som titlerne antyder, befinder vi os i den melodramatiske ende af genreskalaen, hvor begæret danner rammen om de store følelser og dilemmaer.  
 
Første novellestykke ’Brændende hemmelighed’ er dramatiseret af Johanne Petrine Reynberg, mens iscenesættelsen er lagt i hænderne på Anna Katrín Einarsdóttir. På overfladen en ganske banal historie, hvor en hemmelig flirt på et hotel mellem en liderlig ung baron og en moden gift kvinde betragtes og bevidnes af sidstnævntes 12-årige søn. 
 
Iscenesættelsen starter i den lette komedietone, hvor særligt den intetanende søn Edgar (elskværdigt fremført af Frederik Mansø) skaber vellykkede comic reliefs, når han misforstår de voksnes hensigter. Men langsomt og stilsikkert bevæger iscenesættelsen os hen til et mere farligt sted, hvor vi ikke helt kan gennemskue, hvem der ender med at have magten i alt hemmelighedskrammeriet. I takt med at Kasper Daugbergs lysdesign placerer os i en mere og mere voyeuristisk position, hvor vi skal anstrenge os for at få alle de frække detaljer med, ændres også fortællingens point of view. Måske er den 12-årige Edgar ikke helt så naiv som først antaget. Og måske er hele foretagendet i virkeligheden nøje orkestreret af hotelportieren (fint og gådefuldt fremført af Ane Stensgaard Juul), der med sine eftertænksomme blikke altid synes at være på pletten, når der sker noget. 
 
Også i ’Følelsernes forvirring´ er et farligt begær i centrum for løjerne. Denne gang i form af et trekantsdrama, hvor en ung mandlig studerende balancerer på grænsen mellem beundring og forelskelse i sin engelskprofessor og – måske – også i professorens kone. Eller også er det i virkeligheden hende, der er forelsket i den unge studerende. Det bliver aldrig helt tydeligt, hvem der manipulerer med hvem. Og det er en stor styrke i fortællingen. 
 
Mens replikkerne i ’Brændende hemmelighed’ er enkle og skarpskårne, har aftenens anden debuterende dramatiker, Josephine Eusebius, valgt at udstyre personerne i ’Følelsernes forvirring´ med et langt mere letløbende og energisk sprog; de taler meget, men de siger sjældent det, de så brændende ønsker at sige.
 
Det føles lidt som en ”guilty pleasure” at lade sig suge ind i denne fortælling, men man kan ikke lade være. Heller ikke selvom replikkerne undertiden antager en noget svulstig karakter. Og faktisk er det en ganske tragisk historie der udspiller sig. Det underbygger Sullivan Lloyd Nordrums iscenesættelse fint i form af karakterernes gradvise krakeleren, neglene der kradser i alle overflader og den snigende uhygge, som langsomt indfinder sig.
 

Den magtfulde mand
Man kan diskutere, om det litterære fortællelag som anvendes i begge forestillinger, ikke bliver en anelse for tungt. Men uanset hvad, er ’Kærlighedens forrykte former’ som samlet hele en underholdende og seværdighed forestilling. 
 
Det fungerer overraskende godt, at lade de samme fire skuespillere fremføre alle rollerne. Ikke kun fordi man bliver voldsomt imponeret over den spændvidde, de hver især besidder. Men også fordi de to forestillinger derved endnu tydeligere kommer til at spejle og kommentere hinanden. 
 
Særligt tematikken om den magtfulde mand, der udnytter sin position til at forløse sit seksuelle begær, bliver langt mere fremtrædende i og med, at begge udgaver spilles (glimrende i øvrigt) af Kjartan Hansen. Det bliver pludseligt meget tydeligt, at professorens underspillede selvynk er mindst ligeså manipulerende som baronens frembrusende facon.  
 
Men det bliver også tydeligt, at manden ikke kun er den jagende. Han er i lige så høj grad genstand for begær: Den magtfulde mand er sexet, hvisker forestillingen til os, mens den samtidig udstiller hans manipulation og magtmisbrug.
 
Og netop i dette spændingsfelt bliver ’Kærlighedens forrykte former’ et interessant og modigt indspark i den aktuelle sexismedebat. 
 
For hvem er det egentlig, der forfører hvem?
 





MED PÅ EN KIGGER. Frederik Mansø, Kjartan Hansen og Nanna Bøttcher i ’Brændende kærlighed’. Foto: Rumle Skafte