« Tilbage

Mens vi venter på katastrofen
af Tom Rahbek

’100 Sange’
Aarhus Teater
Stiklingen
8. – 29. maj 2021

Seks unge skuespillere fra Den Danske Scenekunstskole leverer medrivende ensemblespil i Danmarkspremieren på Roland Schimmelpfennigs ’100 Sange’ på Aarhus Teater.  


En forestilling om død og terror. Er det virkelig, hvad vi trænger til? Som om der ikke er katastrofer nok i verden for tiden, tænker man, mens mundbindet listes ned i lommen. Umiddelbart kunne et eskapistisk sukkerchok i selskab med ’Charlie og chokoladefabrikken’ på Aarhus Teaters Store Scene måske virke mere tillokkende. Her ved vi da i det mindste, at det hele ender lykkeligt.
 
’100 Sange’ er skrevet af den tyske dramatiker Roland Schimmelpfennig, der er den mest spillede moderne dramatiker i sit hjemland. Han er kendt for sin collageagtige fortællestruktur, hvor forskellige historier fletter sig surrealistisk ind i hinanden og hvor skuespillerne skiftevis indtager forskellige roller. Ikke nødvendigvis den mest lettilgængelige form for dramatik, men stærk og tankevækkende når den virker. 
 
Og det gør den i svenske Viktor Tjernelds legende og usentimentale iscenesættelse, der virkelig giver plads til, at samtlige medvirkende får vist deres talent og spændvidde som skuespillere.  
 

Fire minutter før katastrofen
Handlingen i ’100 Sange’ udspiller sig en tidlig morgen i de sidste fire minutter før et terrorangreb på en togperron. Her følger vi de forskellige passagerers oplevelser og tanker før og efter katastrofen rammer. Fortællingen har form af en ”hvad nu hvis”-dramaturgi: hvad nu hvis vi rent faktisk kunne bevæge os ind i hovedet på terrorens ofre og få adgang til deres sidste tanker, deres drømme – og ja, deres favoritsang gennem livet, når nu vi er i gang . Ville de mon have gjort noget anderledes, hvis de vidste, hvad der kom til at ske?
 
Forestillingens genistreg er, at den konstant driver gæk med publikums forventning. Bedst som vi har overværet den lidt patetiske åbningsscene, hvor de døde langsomt rejser sig fra graven dækket af støv, med en klar forventning om, at de nu alle har opnået en form for livsvisdom, sker det modsatte. Efter en lang pause lyder forestillingens første betuttede replik: »Det er ikke lige til at forklare…«. 
 
I det hele taget er det herligt udramatisk at følge de forskellige personers historier og tanker. Den kvindelige administrationsarbejder, der hører Iggy Pop hvor morgen, og funderer over, hvordan i al verden hun skal forklare, hvad hendes arbejde går ud på, hvis nogen skulle spørge (det er der selvfølgelig aldrig nogen der gør). Den lille pige, der overvejer hvor Pippi bor – altså sådan rigtigt. Den unge mand der nok hører for meget Deep Purple sammen med sin bror, men hvad skulle de ellers lave. Og – min personlige favorit – kvinden der ihærdigt forsøger at belære sin kæreste om genretrækkene i den romantiske komedie; ved han overhovedet, hvad en genre er?
 
 
Det ubetydelige får betydning
Der ligger naturligvis en indbygget alvor og suspense i stykket i kraft af vores viden om, at bomben sprænger om lidt. Men den egentlige fremdrift skabes via gentagelserne og skuespillernes forskellige fortolkninger af rollerne. Det er her, at de på overfladen ubetydelige personer og deres ligegyldige samtaler pludselig får en særlig betydning. Og selvom det hele i starten forekommer en anelse karikeret, viser det sig snart, at der er mening med galskaben. Ikke mindst slutningen er genial og tager endnu engang røven på publikum. Uden at afsløre for meget må man i hvert fald konstatere, at kvinden med den romantiske komedie havde ret: Hun kunne faktisk sine genretræk. 
 
Hatten af for valget af ’100 Sange’ som præsentationsforestilling. Og hatten af for Tjernelds iscenesættelse, hvor skuespillerne er i centrum fra start til slut, hvilket smukt understreges af Katrine Gjerdings minimalistiske men stærkt effektfulde scenografi: 6 askegrå personer, en kop, en togfløjte og et hul i jorden. That’s it. 
 
Det emmer af energi og spilleglæde fra scenen, og man forstår til fulde, at netop disse seks skuespillere kom gennem nåleøjet og blev optaget sammen på Den Danske Scenekunstskole. Hver for sig har de alle deres særlige kendetegn og udtryk, men det er som ensemble, at det hele går op i en højere enhed.  
 
 
 
ISCENESÆTTELSE: VIKTOR TJERNELD
AF: ROLAND SCHIMMELPFENNIG / OVERSÆTTELSE: PETER WEISS / SCENOGRAFI: KATRINE GJERDING / LYDDESIGN: KIM ENGELBREDT / LYSDESIGN: ANDERS KJEMS

MEDVIRKENDE: AMALIE DRUD ABILDGAARD / ANE STENSGAARD JUUL / JOACHIM BACH ROSENDAL / LUDMILLA FABER STRIIM / MARTIN IVAN / ULRIK WINDFELDT-SCHMIDT

De døde rejser sig bogstaveligt talt fra graven i ’100 Sange’. Foto: Rumle Skafte
www.teateranmeldelse.dk Ansvarlig Bjarke Eijgendaal kontakt: teater@teateranmeldelse.dk
FORSIDE
ANMELDELSER
LINKS
KONTAKT