« Tilbage

Shakespeares Sonetter i Det Røde Rum - et sexet, sofistikeret og sensuelt måde med kærligheden
af Louise Nabe
Sonetter
Det Kongelige Teater/Det Røde Rum
Portscenen
21. januar - 3. marts 2012

Der bliver kysset og – ja, en spade skal jo kaldes en spade – gramset på kryds og tværs i Det Røde Rum, når der tages livtag med Shakespeares sonetter. Det handler om kærlighed. Om kærlighed i alle afskygninger: Uforløst kærlighed, ung kærlighed, trofast kærlighed. Kærlighed, der gør blind, gør skør og gør underværker. Resultatet er en forestilling, der giver Shakespeares snørklede kærlighedsdigte fornyet liv så vi røres, udfordres og glædes.

154. Så mange sonetter – eller kærlighedsdigte – skrev Shakespeare i sin tid. Og i hvert fald lige så mange, hvis ikke flere, er teorierne om deres indhold. Hvem handler de om? Til hvem blev de skrevet? Handler de om en mand eller en kvinde … eller om både/og? Alle disse spekulationer lægges helt og aldeles på hylden i Det Røde Rums fornøjelige fortolkning af digtene.
 
Her sættes digtene ind i nye, selvstændige sammenhænge, der hver fortæller en lille historie om kærlighedens mange ansigter. Det giver digtene nyt liv og mening, alt imens de trækker publikum med på en tour de force i kærlighedens virvar, der gør det svært at gå upåvirket derfra.
 
Hvad skal jeg kalde dig? Om kærlighedens væsen
Det er en forholdsvis enkel, men samtidig yderst effektfuld scenografi, der danner rammen om forestillingens mange kærlighedshistorier. Fem svingende porte, beklædt med skinnende folie, der på en gang spejler og forvrænger publikum. En detalje Shakespeare uden tvivl ville have syntes om. For teatrets fineste opgave var i hans øjne netop at fortælle historier, der afspejlede livet og viste mennesket dets sande natur, hvad enten det var et smukt spejlbillede eller ej.
 
Og det er netop spejlbilleder af livet, der sættes i fokus her i Det Røde Rum – Det Kongelige Teaters eksperimentarium for teatrets muligheder. Enkelte af spejlingerne er forvrængede og overdrevne. Enkelte latterliggørende og patetiske. Men alle spejler de livet, der fylder verden udenfor teatrets mørke. Og alle serveres de med en lune, humor og forførende skuespilmæssig ekspertise af de fem unge skuespillere, der giver den fuld gas hele vejen igennem. Det er skuespil, når det er allerbedst og der spilles på hele paletten: Fra Peter Plauborgs råstyrke til Thomas Whans kejtethed, Helle Fagralids sensualitet, Maria Rossings inderlighed og Johanne Louise Schmidts uskyld.
 
En af livets og dramaets grundpiller
Det er langt fra en enkelt sag at tage livtag med Shakespeares sonetter. Heldigvis er de blevet mesterligt (ny)oversat af Niels Brunse, der igen beviser, hvor næsten overlegent han håndterer oversættelsen af Shakespeares symboltunge, billedrige sprog.
 
Samtidig er det tydeligt, at både instruktør Elisa Kragerup og skuespillerne må have arbejdet intenst med teksten. For skuespillerne leverer de ellers så snørklede ord med en lethed, der gør den forståelig og med et nutidigt skær – og det er lettere sagt end gjort. Sammen fortæller de en historie om livet og kærligheden som den var, er og altid vil være. Og at Shakespeare stadig er mester i at afkode menneskenes evige finurligheder, hvor mærkværdige de end måtte være.

Miklos Szabo