« Tilbage

Vidunderlig vanvittig Waits
af Eva Høj Andersen
LODHO performs Tom Waits
Republique
store scene
24. oktober - 4. november 2012

Sjældent har jeg oplevet så energisk og dedikeret teaterkunst som når L’orchestre d’homme – orchestres performs Tom Waits. Det er den ultimative hyldest til manden med den hæse stemme og den teatrale musik.
 
De kommer hele vejen fra Canada. Tak Tulinius for hive dem hertil igen. På scenen sidder to damer i 30’er kostume med brune spadseredragter og velfriseret pagehår. Mænd i arbejdstøj og ternede knæstrømper og et hav af instrumenter og rekvisitter. En stor propel snurrer dovent over orkestreret. Der er varm sydstatsstemning i lokalet og barborde med kolde fadøl i den proppede sal.
Everywhere I go it rains on me, lyder det med en snøvlet hvisken. Et par sko rammer en træplade, mens en fyr åbner og lukker en kuffert, det skaber en tung rytme som danner lydsporet til LODHOs fortolkning  af Waits lydunivers. For det er det de kan L’orchestre d’homme – orchestres. De får musik ud af de mest mærkværdige rekvisitter, denne teaterkoncert har sin helt egen poesi.    
 
De er hamrende musikalske, og derfor kan de få noget så simpelt som at slå en stegepande mod en golfkølle til at lyde af sød musik i ørene. Eller sød musik er det vel ikke, for de rammer Waits skrabede lyd med rekvisitter af spaghetti, hækkesaks, whiskyflasker osv. Waits blues og jazz inspirerede teatrale lydlandskab genskabes af de seks musikalske gøglere. Og det er ren kærlighed!
 
Med en forsanger der holder sig kørende på motorolie, og en inspirerende kreativitet er LODHO performs Tom Waits sæsonens hidtil mest opløftende teateroplevelse. Duetten ”I never talk to strangers” som Tom Waits sædvanligvis fremfører med Betty Midler, gives af de to kvinder og de to mandlige sangere på skift, mens der heftigt pulses på en cigaret og drinksglassene flyder over. De fortæller en historie så enkelt og smittende, at ikke én kan forlade teatret i nedtrykt stemning.
 
L’orchestre d’homme – orchestres, hylder Tom Waits med stor respekt, og med en sjælden stor livsglæde og opfindsomhed. Det er naivt, originalt og meget Tom Waits.

Aldrig før har sav lydt så godt. Foto: Guillaume D. Cyr