« Tilbage

En stærk konstellation
af Tom Rahbek
Konstellationer
Aarhus Teater
Stiklingen
12. september - 18. oktober 2015

Iben Dorner og Thomas Levin leverer intenst og gribende samspil i danmarkspremieren på Nick Paynes snedigt konstruerede multifortælling ’Konstellationer’ på Aarhus Teater.

En glitrende sølvkugle hænger ensomt over en tom ovalformet scene, der er placeret midt i Stiklingens intime scenerum. Som publikum omkranser vi scenen og kan fra vores plads iagttage situationer og begivenheder fra Marianne og Rolands liv. Hun er forsker i kvantefysik. Han er biavler. De mødes og har ikke umiddelbart meget til fælles. De tiltrækkes af hinanden. Forelsker sig. Siden skilles de.  Men de finder sammen igen indtil døden måske – måske ikke – skiller dem ad.

Lyder det som en temmelig banal kærlighedshistorie? Det er det ikke. Den britiske dramatiker Nick Payne har med sit stykke ’Konstellationer’ (2012) begået en ganske original bedrift hvor fortid, nutid og fremtid smelter elegant sammen. Ved at lade hver enkelt scene gentage sig med små nuanceforskelle, leger forestillingen med vores virkelighedsopfattelse og udstiller drilagtigt vores hungren efter mening og sammenhæng.  

Det er lidt forvirrende til at begynde med. Men efterhånden forstår vi, at den dramatiske form på komisk vis underbygger og iscenesætter Mariannes forskning om kvantefysikken (uden at hun selv er klar over, at hun rent faktisk har ret i sin teori): Marianne og Rolands liv udspiller sig i en form for simultane paralleluniverser, hvor udfaldet af en given scene er i konstant forandring.

Som publikum har vi kun nuet at holde fast i.  Vi må selv konstruere Marianne og Rolands historie ud fra de uendeligt mange potentielle udfald.

 
Krævende roller
Rollerne som Marianne og Roland spilles af Iben Dorner og Thomas Levin. Og det er i høj grad deres fortjeneste, at ’Konstellationer’ er en seværdig oplevelse.

Paynes tekst kræver både psykologisk dyb troværdighed og komisk lethed for at engagere os, ligesom den kræver en eminent timing i forhold til at kunne skifte sindstilstand. Disse kvaliteter besidder begge skuespillere.  

Iben Dorner er på én gang sødmefuld og dejlig kejtet som Marianne. Hun er sjov, når hun forsøger at forklare den uforstående Roland om partikler og universets teorier. Og hun er rørende i sin illusionsløse accept og håndtering af uhelbredelig sygdom. 

Med- og især modspil får Dorner til fulde i form af Thomas Levins nuancerede fremstilling af Roland. Med sin skarpe replikføring og enorme indlevelse forvandler Levin de på overfladen banale hverdagssamtaler til små betydningsfulde øjeblikke. Ofte leveret med en tvetydighed, der gør os nysgerrige.

Skal man overhovedet indvende noget mod Ramin Grays modigt minimalistiske iscenesættelse – der fint sætter spot på de små nuanceforskelle i det kropslige udtryk – er det såmænd, at udtrykket til tider bliver en anelse for minimalistisk og introvert.

Men det er nu hurtigt tilgivet. Som helhed er forestillingen præget af en imponerende kompromisløshed og intensitet.

Stærkt at Aarhus Teater har modet til at kaste sig ud i ny britisk dramatik af den mere krævende art. Og lad os krydse fingre for, at det ikke er sidste gang, vi får lov til at opleve Iben Dorner og Thomas Levin på scenen sammen i Århus.

De to udgør en stærk konstellation.

Iben Dorner og Thomas Levin i Konstellationer. Foto: Max Rosborg