« Tilbage

Til julebal i Lollike-land
af Tom Rahbek

Familien der kunne tale om alt
Aarhus Teater
Store Scene
19. feb. - 12. mar. 2016

’Familien der kunne tale om alt’ er underholdende og velspillet samfundssatire, der udstiller vores klichesprog og rituelle tomgangshandlinger. Det groteske og det genkendelige balancerer effektfuldt i Runar Hodnes konventionslegende iscenesættelse.

Velkommen til julemiddag. Aarhus Teater byder på halvanden times familiefighte med stikpiller og verbale lussinger til forret, tabuoverskridelser og fortrængninger til hovedret og så lige en omgang flygtningekrise krydret med dilemmaer omkring medlidenhedsdrab til dessert.

Hele molevitten serveres fra et bjerg af gamle møbler, hvorfra middagsbordet løfter sig faretruende mod publikum (sjovt og opfindsomt udført af scenograf Markus Karner): Familiemiddag i frit fald. Ikke underligt, at samtlige medvirkende går under bordet ovenpå den menu!

’Familien der kunne tale om alt’ er en vaskeægte omgang tempofyldt kaosteater. Vi bombarderes med indtryk fra start til slut. Der er ingen hovedperson og ingen hovedkonflikt at holde fast i. Til gengæld er der masser af synspunkter, skænderier, indestængt vrede, afbrydelser og karakterer, der kæmper om vores opmærksomhed.

Tekstens styrke er, at den rummer en stor grad af genkendelig både på replikniveau (»Ej, hvor er de gode, de brune kartofler«) og i det forhold, at handlingen udspiller sig i en aktuel dansk kontekst. Lollike rammer plet i forhold til, hvad vi snakker om ved middagsbordet, når vi først har fået lidt rødvin indenbords. Den indlejrede komik består netop i, at familien taler om alt men ikke foretager sig en skid – udover at såre hinanden. Og hvis de løber tør for ord, gentager de bare deres replikker. Alt kører i ring og til næste julemiddag kan det hele begynde forfra.
 

Det vi ikke må grine af

Forestillingens absurdistiske tematik og komiske potentiale forløses opfindsomt og legesygt i Runar Hodnes iscenesættelse, der samtidig byder på et yderst veloplagt cast.

Det er som om, at samtlige skuespillere virkelig nyder at få lov til at fyre den ene politisk ukorrekte sviner af efter den anden. Og det smitter af på publikum. Fra salen afløser det ene latterudbrud det andet forestillingen igennem.

I starten griner vi af den demente bedstefar (overbevisende spillet af Nis Bank-Mikkelsen), der har problemer med sit kateter og derfor må tage munden til hjælp. Senere griner vi af barnet, der får smidt vand i hovedet (sødt og nuttet fremført af Oliver Arndt De Thurah) og af den arbejdsløse søster (sjovt og indigneret fremført af Sofia Nolsøe), der under et tredjegradsforhør får julemiddagen kastet i hovedet og for en stund må forlade selskabet.

Vi griner i øvrigt også, når den arbejdsløse søsters nye kæreste Yussuf (Chadi Abdul-Karim) får afbrudt sin ellers så indfølte sangoptræden til middagen – for nok er det jo spændende med disse ”etniske” indslag, men de behøver vel ikke at vare så lang tid.

Der er i det hele taget utrolig mange ’It’s funny cause it’s true-øjeblikke’. Aller sjovest – og tragisk – er Lotte Andersens portræt af søsteren Birgitte, hvis bitterhed og seksuelle frustrationer slår ud i lys lue.

Og nej, det burde ikke være spor sjovt. Men det bliver det i Hodnes iscenesættelse, der balancerer effektivt mellem realistiske skænderier ved middagsbordet (med slet skjult ironiserende reference til det naturalistiske kammerspil) og grotesk overspil i en række surrealistiske ’hvad nu hvis vi ikke havde et over-jeg og bare sagde og gjorde det, vi tænker på-scener’.

På det intertekstuelle niveau er det eksempelvis vildt sjovt, når Hodne på skift lader de kvindelige skuespillere forlade scenen beslutsomt og fattet – som Nora i ’Et dukkehjem’ – for i næste nu at lade dem vende tilbage til familien igen.

Der er for så vidt intet nyt over en teaterform, der leger med konventionerne. Men det er effektfuldt og sindssygt underholdende.

Og så er det dejligt, at Lollike denne gang har flyttet freak-showet ind i familien – det er os selv, vi griner af!  
 
ISCENESÆTTELSE: RUNAR HODNE
DRAMATIKER: CHRISTIAN LOLLIKE / SCENOGRAFI: MARKUS KARNER / KOSTUMEDESIGN: ANE AASHEIM / TEKSTFRAGMENTER: PETER-CLEMENT WOETMANN / LYSDESIGN: ANDERS KJEMS

MEDVIRKENDE: LOTTE ANDERSEN, NIS BANK-MIKKELSEN, CHADI ABDUL-KARIM, INGE SOFIE SKOVBO, METTE DØSSING, SOFIA NOLSØE, NANNA BØTTCHER, ANDERS BAGGESEN, BUE WANDAHL, JACOB MADSEN KVOLS

HORNY. Lotte Andersen giver den gas som både sexhungrende værtinde og familiens irriterende besserwisser i Familien der kunne tale om alt. Foto: Rumle Skafte.
www.teateranmeldelse.dk Ansvarlig Bjarke Eijgendaal kontakt: teater@teateranmeldelse.dk
FORSIDE
ANMELDELSER
LINKS
KONTAKT